Nordlangeland pastorat
Høstgudstjeneste for børn
Æselkørsel
Både før og efter gudstjenesten, bliver der mulighed for at køre med æselvogn.
Før gudstjenesten kører æselvognen i pendulfart fra Dagli Brugsen i Hou fra kl. 13.00, så børn, der gerne vil køres i kirke i æselvogn, møder bare op ved Brugsen. Efter gudstjenesten vil der også blive mulighed for en tur i æselvognen.
Vi håber at se rigtig mange til en festlig familiehøstgudstjeneste.
Før gudstjenesten kører æselvognen i pendulfart fra Dagli Brugsen i Hou fra kl. 13.00, så børn, der gerne vil køres i kirke i æselvogn, møder bare op ved Brugsen. Efter gudstjenesten vil der også blive mulighed for en tur i æselvognen.
Vi håber at se rigtig mange til en festlig familiehøstgudstjeneste.
Peter Hansen: Høst (1910). Faaborg Museum.
Høstgudstjenester
Høstgudstjeneste. Derfor!
Det meste af mit liv har jeg boet i store byer, fortrinsvis København og New York, jeg har i kortere eller længere tid arbejdet i store havnebyer som London, Singapore og Antwerpen.
Jeg har også disse steder været til høstgudstjeneste, eller jeg har som præst selv holdt høstgudstjeneste.
Høstgudstjenesterne blev først og fremmest holdt, fordi det nu engang er en dansk kirkelig tradition. Men de havde det med at falde lidt flade til jorden, de høstgudstjenester! Der kom ikke så mange kirkegængere til dem. Taknemmeligheden for, at høsten nu var i lade, var lidt svær at finde, når mælken kom fra papkartoner, mel og gryn fra poser og grøntsagerne fra et besynderligt lugtende supermarked. Høstgudstjeneste var noget fjernt noget, når man skulle køre flere timer for at opleve høsten.
Da jeg flyttede på landet, til Langeland, havde jeg nok ventet, at det ville være anderledes. Markerne ligger på den anden side af hækken, og man kan ikke undgå at følge høsten. Høstarbejdet er temmelig pågående; personligt værdsætter jeg at se den voldsomme aktivitet. Men nej, høstgudstjenesterne er stadig et svært salg. Så mange kommer der heller ikke til dem! Efter den første skuffelse forstod jeg det egentlig godt. De fleste af os lever ikke af landbruget, og hér kommer mælken også fra papkartoner, mel og gryn fra poser og grøntsagerne fra et anderledes behageligt lugtende supermarked.
Men det er ærgerligt, at det er sådan! For det, vi fejrer i høstgudstjenesterne er væsentligt for alle. Lad mig forklare:
Jeg ejer ikke en kvadrat-centimeter jord, og jeg høster ingenting (mine drømme om en frodig nyttehave har mødt virkeligheden, og mine urtehave-ambitioner er blevet stærkt neddroslet).
Alligevel er det vigtigt for mig at gå til høstgudstjeneste. For ved høstgudstjenesten fejrer vi jo ikke landmandens flid og slid. Vi fejrer selve livet, og vi takker for livet. Det er selve skabelsen, vi fejrer. De fleste husker historien fra de første par sider af Bibelen om, hvordan Gud skabte. Gud skabte jorden med hele dens mangfoldighed af planter, dyr og mennesker. Det vigtige ved den historie er ikke alle detaljerne om seks dage, rækkefølgen af de skabte ting, om hvorvidt Gud skabte en osteklokkeformet hvælving eller rummet… Det vigtige ved den historie er, at Gud skabte livet. Livet er det kosteligste, vi har. Det opdager man i hvert fald, når man skal af med det. Livet er mere værd end noget andet.
Gud skabte. Det var et under. Og Gud bliver ved med at skabe. Det er et under. Livet bliver ved med at forny sig, starte forfra, spire. Det spirer hele tiden. Det vokser hele tiden: Korn, frø, kartofler… Livet spirer hele tiden. Vokser. Udtrykket “Miraklernes tid er ikke forbi” er velkendt. Det er korrekt. Hele tiden udfører Gud det mirakel: Livet spirer igen og igen. Og dét behøver hverken vi eller landmænd at bekymre os om. Livet fornyer sig, starter forfra, spirer, det er skaberværkets grundlæggende mekanik. Det sørger Gud for. Det er Guds flid og slid!
Men vi mennesker, vi skal også noget: Vi skal arbejde med livet. Det er menneskers arbejde at pløje, så og høste. Eller bygge, sejle og handle; det er nemlig også at arbejde med skaberværket.
Og så skal vi mennesker takke! Det at takke er noget særligt for mennesker; det kan dyr ikke. Gud har givet os evnen til og muligheden for at takke. I bogen “The Gift of Thanks” fra 2008 skriver Margaret Visser, at det er taknemmelighed, der får samlivet og samfundet til at hænge sammen. Og rigtigt er det jo også, at taknemmelige mennesker har større overskud og bedre humør. Det at takke er en gave fra Gud.
En gave skal åbnes og bruges: Vi skal takke for, at livet findes. Takke for, at livet fortsat fornyer sig, spirer, vokser, gror… Takke for Guds under med livet.
Takke, det skal vi alle. Dét gælder ikke kun landmænd. Vi nyder alle godt af det – livet og arbejdet: Forretningsmænd, forsikringsmænd, politimænd, skraldemænd, pølsemænd, bedemænd, tækkemænd, kirkemænd, brandmænd, vejmænd, formænd, købmænd, sømænd, mænd – og kvinder! Alle bør vi fejre livet og takke for det.
Så vel mødt alle til efterårets høstgudstjenester. Som burde kaldes livsfester eller takkegudstjenester! Salmerne er skønne, og kirkerne er så flot pyntede!
Der er også en høstgudstjeneste i dit pastorat! Se gudstjenestelisten i dette blad! Og se at komme af sted!
Jeg har også disse steder været til høstgudstjeneste, eller jeg har som præst selv holdt høstgudstjeneste.
Høstgudstjenesterne blev først og fremmest holdt, fordi det nu engang er en dansk kirkelig tradition. Men de havde det med at falde lidt flade til jorden, de høstgudstjenester! Der kom ikke så mange kirkegængere til dem. Taknemmeligheden for, at høsten nu var i lade, var lidt svær at finde, når mælken kom fra papkartoner, mel og gryn fra poser og grøntsagerne fra et besynderligt lugtende supermarked. Høstgudstjeneste var noget fjernt noget, når man skulle køre flere timer for at opleve høsten.
Da jeg flyttede på landet, til Langeland, havde jeg nok ventet, at det ville være anderledes. Markerne ligger på den anden side af hækken, og man kan ikke undgå at følge høsten. Høstarbejdet er temmelig pågående; personligt værdsætter jeg at se den voldsomme aktivitet. Men nej, høstgudstjenesterne er stadig et svært salg. Så mange kommer der heller ikke til dem! Efter den første skuffelse forstod jeg det egentlig godt. De fleste af os lever ikke af landbruget, og hér kommer mælken også fra papkartoner, mel og gryn fra poser og grøntsagerne fra et anderledes behageligt lugtende supermarked.
Men det er ærgerligt, at det er sådan! For det, vi fejrer i høstgudstjenesterne er væsentligt for alle. Lad mig forklare:
Jeg ejer ikke en kvadrat-centimeter jord, og jeg høster ingenting (mine drømme om en frodig nyttehave har mødt virkeligheden, og mine urtehave-ambitioner er blevet stærkt neddroslet).
Alligevel er det vigtigt for mig at gå til høstgudstjeneste. For ved høstgudstjenesten fejrer vi jo ikke landmandens flid og slid. Vi fejrer selve livet, og vi takker for livet. Det er selve skabelsen, vi fejrer. De fleste husker historien fra de første par sider af Bibelen om, hvordan Gud skabte. Gud skabte jorden med hele dens mangfoldighed af planter, dyr og mennesker. Det vigtige ved den historie er ikke alle detaljerne om seks dage, rækkefølgen af de skabte ting, om hvorvidt Gud skabte en osteklokkeformet hvælving eller rummet… Det vigtige ved den historie er, at Gud skabte livet. Livet er det kosteligste, vi har. Det opdager man i hvert fald, når man skal af med det. Livet er mere værd end noget andet.
Gud skabte. Det var et under. Og Gud bliver ved med at skabe. Det er et under. Livet bliver ved med at forny sig, starte forfra, spire. Det spirer hele tiden. Det vokser hele tiden: Korn, frø, kartofler… Livet spirer hele tiden. Vokser. Udtrykket “Miraklernes tid er ikke forbi” er velkendt. Det er korrekt. Hele tiden udfører Gud det mirakel: Livet spirer igen og igen. Og dét behøver hverken vi eller landmænd at bekymre os om. Livet fornyer sig, starter forfra, spirer, det er skaberværkets grundlæggende mekanik. Det sørger Gud for. Det er Guds flid og slid!
Men vi mennesker, vi skal også noget: Vi skal arbejde med livet. Det er menneskers arbejde at pløje, så og høste. Eller bygge, sejle og handle; det er nemlig også at arbejde med skaberværket.
Og så skal vi mennesker takke! Det at takke er noget særligt for mennesker; det kan dyr ikke. Gud har givet os evnen til og muligheden for at takke. I bogen “The Gift of Thanks” fra 2008 skriver Margaret Visser, at det er taknemmelighed, der får samlivet og samfundet til at hænge sammen. Og rigtigt er det jo også, at taknemmelige mennesker har større overskud og bedre humør. Det at takke er en gave fra Gud.
En gave skal åbnes og bruges: Vi skal takke for, at livet findes. Takke for, at livet fortsat fornyer sig, spirer, vokser, gror… Takke for Guds under med livet.
Takke, det skal vi alle. Dét gælder ikke kun landmænd. Vi nyder alle godt af det – livet og arbejdet: Forretningsmænd, forsikringsmænd, politimænd, skraldemænd, pølsemænd, bedemænd, tækkemænd, kirkemænd, brandmænd, vejmænd, formænd, købmænd, sømænd, mænd – og kvinder! Alle bør vi fejre livet og takke for det.
Så vel mødt alle til efterårets høstgudstjenester. Som burde kaldes livsfester eller takkegudstjenester! Salmerne er skønne, og kirkerne er så flot pyntede!
Der er også en høstgudstjeneste i dit pastorat! Se gudstjenestelisten i dette blad! Og se at komme af sted!
Sognepræst Torben Poulsen, Nordlangeland pastorat
Bragt i Kirkebladet for Langeland og Strynø Efteråret 2012
